Status: Så langt er vi.

Stemningsfuld afslutning på Egnsspil 2019 i Vigersted.

Tre fantastiske dage med egnsspillet ”Banebørster og Sognerødder-balladen om en jernbane” på Kirkeengen lige midt i Vigersted sluttede Sankt Hans aften efter at omkring 800 personer havde lagt vejen forbi og grinet og klappet sig gennem et meget velskrevet og velopført stykke lokalhistorie.
Efter sidste forestilling gik skuespillere og kor i kostumer samt publikum akkompagneret af sange fra egnsspillet i fakkeltog til sportspladsen, hvor bålet med heksen stod klar. Båltaler Britta Nielsen, Formand for Social-og Arbejdsmarkedsudvalget, Ringsted Kommune talte både om tiden, fællesskabet og om dialogkaffe.  Den smukke sommeraften var med til at sætte et stemningsfuldt og værdigt punktum på egnsspil 2019.
Instruktørerne Mathea og Torben Jensen er meget tilfredse med resultatet, der er afslutningen på tre års arbejde. De i alt 75 medvirkende går nu på en velfortjent sommerferie.  Skuespiltrup og kor bestod bl.a. af folk fra Vigersted Dilettanten, samt fra Jystrup, Kværkeby, Ringsted, Borup, Bjæverskov, St. Merløse og Haslev.
En stor tak til Ringsted kommune og de øvre fonde, sponsorer og samarbejdspartnere.
Effektive arbejdsfolk fik i løbet af nogle dage ryddet op på Kirkeegnen, som nu er klar til, at arbejdet med renovering af bymidten, hvor der bl.a. skal graves en sø, kan gå i gang efter sommerferien.
Læs mere på www.vigersted.net
 

 

 

Status den 4. maj.

Vi er gået ind i den afsluttende fase. Der begynder at tegne sig billedet af en velvoksen markedsplads omkring scenen. Kirkens kor under ledelse af Mia Engsager øver den musikalske side af forestillingen hver onsdag fra kl. 18.45-20.15 i kirken. I juni kæder vi prøveforløbene sammen.  Vi leder lige nu efter statister, der kan agere befolkning i Vigersted. Har du lyst kan du skrive til mot.jensen@gmail.com eller ringe 22 44 85 74.

Første kostumeprøve er afholdt.

Billetsalget er åbnet. Billetter kan købes på www.vigersted.nemtilmeld.dk.

Sæt endelig en dag omkring Sct. Hans af til fest i Bygaden.

Status  den 7. marts.

Så er alle væsentlige roller besat. Vi takker for  hjælp fra omkringliggende amatørteaterscener. Nu kører vi på, som hidtil, med rolle-opbyggende prøver i Vigersted Forsamlingshus.  Fra 1. maj får vi brug for et antal statister til at spille befolkning og banebørster. Det er roller uden replikker. Henvend jer endelig, hvis I har lyst til at deltage i festen på den måde. 22 44 85 74/eller 40 50 50 98.

 

Banebørster og sognerødder-balladen om en jernbane.

 

 

Et egnsspil er et teaterstykke bygget på lokale begivenheder. At spille egnsspil har været udført siden starten af 70erne. I forbindelse med den store kommunalreform dengang, var det nødvendigt at finde    lokale historiske holdepunkter frem. Vores egnsspil har fået titlen ”Banebørster og sognerødder – Balladen om en jernbane.” Spillet tager udgangspunkt i den kendsgerning, at der i 1924 blev indviet en jernbane i området – Den Sjællandske Midtbane. Strækningen skulle gå fra Næstved til Hillerød, men den nåede aldrig længere end til Frederikssund. Den fik en vis indflydelse på forholdene i den nordlige del af Ringsted Kommune. De forskellige sogneråd kunne byde ind med stationer – alt efter hvor meget de ville betale. I Vigersted Kommune ville man gerne have en station, men da kommunen var temmelig stor, så kunne man ikke blive helt enig om placeringen af stationen. Den endte på Ortved Stationsvej – midtvejs mellem Ortved og Vigersted. Bygningen ligger der endnu som privat bolig. I Jystrup Kommune var DSB`s plan oprindelig, at banen skulle løbe vest om søen til Valsølille. Sognerådet ville gerne have stationen i Jystrup By og borgerne i Nebs Mølle ville gerne have stationen der. Den fik en placering på Skjoldenæsvej, efter at sognerådet investerede 60.000 kr., og bygningen kan også her ses endnu, hvor den tjener som privat bolig.

I Kværkeby fik ejeren af Knudslund etableret et trinbræt ved sin gård. Det gav muligheder for borgerne, som jo også havde Fjællebro station, som dog hørte til Vestbanen. Et banevogterhus er først for nylig blevet revet ned.

Mens banen blev bygget 1916-1924 var der nye spændende borgere i landsbyerne – de legendariske banebørster, der blev betegnet som ”ikke værende Guds bedste børn”. Sandheden var, at de var en flok frie fugle, der på denne måde kunne tjene til livet. I dag havde de nok fået en diagnose.

I forhold til de lokale fastboende har der været konflikter. Værdierne har været meget forskellige, men der er også udviklet venskaber og romancer mellem grupperne.

Da banen stod færdig, var der muligheder for lokalbefolkningen. Tænk – nu kunne man besøge sin kæreste i Jystrup ved at tage toget både fra Kværkeby og Vigersted. Nu kunne man tage toget til Ringsted med varer til torvet. Nu kunne man sende pakker fra de lokale stationer og trinbrætter. For menigmand var det nye tider. De, der havde bil eller masser af trækkraft var nok mere ligeglade.

Banen blev en begrænset succes og lukkede allerede i 1936. Den har dermed Danmarksrekord i korteste levetid.

Om disse begivenheder handler egnsspillet i Vigersted. Der er brug for mange hænder i projektet. Dels er der skuespillere og statister. Der er 32 taleroller i stykket, som skal suppleres med masseoptrin. Der skal bruges folk til koret. Der skal bruges bodholdere og folk, der vil gå til hånde. Der skal bruges syersker m/k. Der skal bruges scenebyggere. Alt i alt kan op mod 200 deltagere komme i funktion.  Det siger sig selv, at der skal bruges penge på projektet. Budgettet ligger på omkring 200.000, som vi håber, kommer ind via Ringsted Kommune, fonde, sponsorater og kontingenter.

Stykket er skrevet af Mathea og Torben Jensen og bygger på historiske kendsgerninger tilsat fri fantasi.

Kom og hør mere og lad os lave en fest næste sommer.

Spilledatoer:

Fredag den 21. juni, lørdag den 22. juni, søndag den 23. juni (Sct. Hans aften) 2019.

 

Torsdag den 10. januar 2019 er fastsat til at være første prøvedag på egnsspillet i Vigersted . teaterstykket hedder ”Banebørster og Sognerødder – Balladen om en jernbane.” Her skal de 29 nuværende skuespillere mødes i Vigersted Forsamlingshus kl. 19.30.

På mødet torsdag vil manuskriptet blive vist frem og læst igennem. På nuværende tidspunkt mangler der 12 skuespillere. Efterfølgende vil vi endnu en gang gå på jagt efter aktører.

Skulle det mod forventning vise sig, at der ikke kan samles det fornødne antal deltagere inden den 17.1, må projektet nedlægges.

Hvis nogle skulle være interesserede i at deltage, kan man bare møde op torsdag. Man er også velkommen til at ringe på telefon 22 44 86 74 eller skrive en mail til mot.jensen@gmail.com.

Teaterstykket er baseret på virkelige hændelser og handler om et sogn, der blev sat på den anden ende, da Den Sjællandske Midtbane skulle anlægges i perioden 1919-1924.

Der var store vanskeligheder med anlægget. Både rent praktisk ved overførslen i Vigersdal, men også i forholdet mellem banebørsterne og den lokale befolkning.

At deltage i egnsspillet stiller nogle krav til deltagerne. Prøverne ligger på torsdage fra kl. 19-21.30 i Vigersted Forsamlingshus. Dertil kommer et intenst prøveforløb i tiden op til Sct. Hans, hvor stykket skal vises frem for offentligheden den 21., 22., og 23. juni. Det sker på Kirkeengen i Vigersted, hvor der også vil blive opbygget en markedsplads.

Af hensyn til stykkets økonomi og fordi dilettanten er en afdeling i Vigersted Idrætsforening  skal deltagerne betale kontingent for at deltage. Børn og unge under uddannelse op til 25 år betaler 150 kr. Voksne skuespillere med replikker betaler 400 kr. og statister uden replikker betaler 200 kr.

Til gengæld er man som deltager med i et givende fællesskab. Det bliver en fest at være med, men det bliver også hårdt arbejde.

På mødet torsdag kan der købes vand og øl, men man er velkomne til selv at medbringe forplejning.