Stemningsfuld afslutning på Egnsspil i Vigersted.

Fakkeltog til Sankt Hans bål i Vigersted

Tre fantastiske dage med egnsspillet ”Banebørster og Sognerødder-balladen om en jernbane” på Kirkeengen lige midt i Vigersted sluttede Sankt Hans aften efter, at omkring 800 personer havde lagt vejen forbi og grinet og klappet sig gennem et meget velskrevet og velopført stykke lokalhistorie. Efter sidste forestilling gik skuespillere og kor i kostumer samt publikum akkompagneret af sange fra egnsspillet i fakkeltog til sportspladsen, hvor bålet med heksen stod klar. Båltaler Britta Nielsen, Formand for Social-og Arbejdsmarkedsudvalget, Ringsted Kommune talte både om tiden, fællesskabet og om dialogkaffe.  Den smukke sommeraften var med til at sætte et stemningsfuldt og værdigt punktum på egnsspil 2019. Instruktørerne Mathea og Torben Jensen er meget tilfredse med resultatet, der er afslutningen på tre års arbejde. De i alt 75 medvirkende går nu på en velfortjent sommerferie.  Skuespiltrup og kor bestod bl.a. af folk fra Vigersted Dilettanten, samt fra Jystrup, Kværkeby, Ringsted, Borup, Bjæverskov, St. Merløse og Haslev. En stor tak til Ringsted kommune, fonde, sponsorer og samarbejdspartnere. Effektive arbejdsfolk fik i løbet af nogle dage ryddet op på Kirkeegnen, som nu er klar til, at arbejdet med renovering af bymidten, hvor der bl.a. skal graves en sø, kan gå i gang.

Skriv et svar